Mandag var der besøg af mor, yay. Jeg slog drømmesengen op til mig selv i stuen og overlod ædelmodigt sengen til hende (ville helst have veludhvilet mor med til læge tirsdag). Jeg overvejede længe Kelds placering: enten sammen med kendt ansigt i nye omgivelser eller sammen med nyt ansigt i kendte omgivelser. Vi forsøgte det sidste – succes!Kelds lidt skeptiske ansigtsudtryk opvejes til fulde af mors tillidsvækkende smil. De to sov roligt sammen, indtil Keld ved solopgang forsøgte at fjerne mors frisure samt at glatte hendes ører.
Jeg havde kogt et par økokyllinger i en lidt overmodig satsning på at nå at få lavet pandekager med kyllingefyld, namnam. Det lykkedes dog med lidt forsinkelse at få en portion færdig til aftensmad. Lægebesøget var vist vellykket; min nye læge virker vældig flink og lyttende. Jeg gik til gengæld helt kold derefter og fik ikke udrettet mere den dag, til trods for det flotte vejr.