Gåsepigen

1 brev bagefast kagecreme, fx. Oetker

4,5 dl. mælk

400 g. kokosmel

200 g. sukker

2 æg

2 ts. vanillesukker

150-200 g. chokolade

Bland cremepulver og mælk efter anvisning på pakken. Der skal blive 500 g. creme ud af det.

Lad cremen stå i køleskab i 20-30 min. og pisk den derefter igennem igen.

Bland resten af ingredienserne i og lad dejen stå i mindst et kvarter.

Fyld dejen i en sprøjtepose og sprøjt den ud i små eller større toppe på en bageplade.
Toppene hæver ikke, så de kan stå meget tæt.

Bag toppene øverst i ovnen ved 180 grader i 15-20 min., indtil de er gyldne.

Køl dem af og sæt dem i køleskab.

Dyp toppenes bund i smeltet chokolade.

Opbevares køligt, så chokoladen ikke smelter igen.

Dejen skal være ret fast, ellers flyder toppene ud. Hvis den er for flydende, kan man fylde ekstra kokosmel i og lade det stå og trække lidt igen.

Der bliver ca. 2 plader á 64 små toppe (3 cm. i diameter og 3-4 cm. høje) af portionen.

Man kan også lave 40 store toppe – de bliver bagerstørrelse og er næsten et helt måltid.

Laver man små toppe, er det vigtigt, at de bliver høje – ellers er det svært at dyppe dem i chokolade uden at tabe dem.

Jeg tilsætter sommetider 1 dl. Fibrex, som er fiberflager fra sukkerroer. Så skal der bruges 5 dl. mælk til cremen. Jeg kan ikke smage forskel, og fiberkokostoppe lyder jo meget sundere!

Toppene kan fryses, før de får chokolade på.

Jeg kunne ikke står for denne sovende kat:

I går aftes fandt jeg også bi-hullede blade på min papegøjebusk, Parrotia persica. Billede følger snarest. Den står lige over for blærenødden, som dog stadig lader til at være den foretrukne bladbusk.
Jeg er efter google-søgning ret sikker på, at bierne hedder Megachile willughbiella. Der findes rigtig rigtig mange Megachile-arter, men denne lader til at være det eneste bekræftede fund her i landet. Vil dog lige genere Naturhistorisk Museum med et par spørgsmål ved lejlighed.
Jeg har endnu ikke fundet ud af, hvilke blomster, disse bier opsøger. Til gengæld ved jeg nu, at de er ret nemme at skelne fra andre bier, da de samler pollen på bagkroppen – de fleste andre bier, herunder honningbier, samler pollen på lårene. De skulle også være mere effektive bestøvere, da de åbenbart er A-bier – dvs. i gang meget tidligere på dagen end andre bier.
Jeg har undret mig over, at nogle af hullerne i bladene er cirkelrunde, mens andre er ovale. Jeg tænkte, at nogle bier åbenbart er mere sjuskede end andre. Men det viser sig, at de runde bladstykker bruges til at lægge gulv med, mens de ovale bruges til vægge og lofter. Lidt lissom gulvbrædder og profilbrædder. Tjekt! Hvis man graver reden ud, ligner den mest en gammel cigar.

Frosne pizzaer er naturens gave til mennesket – men instruktionerne på pakken kan åbenbart volde problemer:
Autooversættere er naturens gave til fast food-producenter. Jeg måtte dog lige omkring den engelske version, da jeg så, at mine indbagte rejer indeholdt “håndflade sæd olie” – det viste sig heldigvis at være palm seed oil…

Min tre år gamle udendørskaktus er i blomst:

Masser af blomst:
Der er fem blomster på billedet, og jeg talte endnu 19 knopper.
Søgning på google overbeviser mig om, at “tussen” er en Opuntia polyacantha, som kan have blomster i alle mulige farver. Figenen under blomsten skulle være spiselig – det må komme an på en prøve! Måske marmelade? Eller kaktuslikør? Jeg mangler dog opskrifter – intet i Frøken Jensen om kaktusser…

Onsdag blev badekarret fundet frem. Keld blev sat i – han er stadig for lille til selv at gå op, og finurlige flisearrangementer blev ignoreret – og så stod han der og kiggede. Løftede det ene og så det andet ben, og så tog pokker ved ham: hele kroppen under vand, og så fræsede han rundt i karret som en torpedo. Det lykkedes mig at fange det på film i dag:

Han kan selv komme op af karret, og der går nok ikke mange dage, før han også selv kan gå i. Han er en rigtig lille badeand og bruger laaaang tid på soignering og pjaskning.

Når man er en gås og iført dunjakke, er tropenætter ikke så attraktive. Keld har fundet ud af, at sengen er der, hvor man sover. Hvis jeg efterlader ham på det køligere gulv, så piver han og er utilfreds. Oppe i sengen lægger han sig glad tilrette og kvidrer, men i løbet af få minutter slår den muntre kvidren over i højlydt gispen – han har det så meget for varmt.

Hvad gør man så? Jo, man tager det frosne køleelement til vinflasker, klipper det op og lægger gåsen på det. Det sagde nærmest “fzzzzzzzzzz”, da hans store fødder plantedes på isen – og så startede den muntre kvidren igen!
Keld vækker mig for tiden ved halv fem-tiden, når det er tid til bleskift. Når den er skiftet, kan han sove videre. Dygtig gås!

Den opmærksomme læser vil huske, at jeg sidste år fandt spor efter bladskærerbier i min blærenød. I år har jeg fundet biernes tilholdssted. De har slået sig ned i en lille krukke med husløg i blåbærbedet.
Den grønlige ærtestore prik cirka midt i husløgene er en bi, der er på vej ned med pollen på bagkroppen.
Der er vist en hel lille koloni af dem; der er i hvert fald mange huller mellem husløgene.

Jeg satte mig på lur med kameraet, og det lykkedes at fange nogle af bierne. De er nogle kvikke bette dævle, men heldigvis var der et par af dem, der satte sig i nærheden, inden de tog helt hjem.
Jeg fik dem også dokumenteret på vej ned i “hulen”.
Til slut lidt film. Beklager billedkvaliteten; jeg tror, jeg snart skal have anskaffet et rigtigt videokamera.

Jeg fik også set, hvordan de skærer blade. Det går gonnok tjept!