Blog Image

Gåsepigen

Nu kan du også sende mig en mail!

Send en mail

Første tudse i år

Haven Posted on 28/06/2010 09:45

Hverken Margit eller jeg har set frøer og tudser i haven i år. Så stor var min glæde, da denne lille fætter følte sig forstyrret af lugningen og hoppede i dammen i protest.
Har forsøgt at gå Kåre lidt i bedene med billedredigering; det er derfor farverne er lidt psykedeliske. Men på originalen kunne man kun se en brun plet.

Vi har i øvrigt en Aqua-fan i Marienlyst: en solsort, der fløjter “I’m a Barbie girl”. Kim og Trine havde fortalt mig om det, men jeg var ikke helt overbevist. Før en aften, hvor jeg lige pludselig selv fik sangen på hjernen og lagde mærke til hvorfor. Nu hører jeg den jævnligt. Gad vide, hvordan fuglen er kommet på den melodi?



Nu får den osse sko på

Gås Posted on 28/06/2010 09:04

En lille søvnig gås skal have det godt og varmt. Hvad er så mere nærliggende en at tage sig en skraber i en sko?

I går blev det til første pasning hos Gåsesitter John. Det var en ubetinget succes. John havde plantet sig på græsset, hvor der var adgang til sol & skygge, mad & vand og frem for alt en masse dejlig græsplæne. John havde stillet en kasket til rådighed, og den blev behørigt indtaget, da det var tid for en middagslur. Og så kommer finten: Kasketten har et hul ved instillingsremmen – og det kan man så passende bruge, når bætrangen melder sig. Bagdelen i position, sigte – og voila, bæ fyret gennem hullet og ud på græsset! Nuj, hvor ville jeg gerne have haft det på film! I stedet må I nøjes med lidt mere sko.

Keld var så tilpas, da jeg hentede ham. Han drønede rundt på græsset, og jeg tror, han vejede det dobbelte af, hvad han gjorde, da jeg afleverede ham. Men John havde så også siddet plantet på plænen og gåsesittet i tre stive klokketimer. Mange tak!



Gæstfri gås

Gås Posted on 25/06/2010 21:50

Fik besøg af Lene i går, og Keld var vældig glad. Men det tror da pokker, når man både får kæl og indbygget underholdning.



Ledsaget udgang

Gås Posted on 25/06/2010 21:35

Så har Keld været med i haven to dage i træk. Han var med til at vaske frisørstolenes understel – og øv, jeg får dem først i næste uge fra møbelpolstreren – og han var med til at klippe hæk. Yndlingsjobbet var dog utvivlsomt lugning mellem fliserne. Han deltog med en energi, der var helt nordjysk.

Men en lille gås kan hurtigt blive træt.

Jeg prøver at holde godt med pauser, så han kan tage sig en lille morfar ind imellem. Når der går en sky for solen, lægger jeg ham op i min sko, så han kan holde sig varm. Må se at få et billede af det, mens han stadig kan være i skoen.

Han er vældig dygtig til at holde sig ren.

Når han har ble på, kan han selvfølgelig ikke komme til, og han får snart splittet bleen ad i atomer. Jeg har købt noget stof, så jeg kan fremstille flere bleer. De gloede noget i stofbutikken, da jeg sagde, det var til en gåseble, men så viste jeg dem Keld, og lige pludselig havde jeg flere ekspedienter, end jeg troede der var i butikken.



Keld, døgn 2

Gås Posted on 24/06/2010 12:28

Keld har nu været her i knap to døgn, og der er da sket en væsentlig fremgang allerede. I nat sov han i kattesengen på gulvet – heeelt til klokken halv fem…. hvorefter han kom op i sengen. Her havde han så et lille uheld ved halv syv-tiden – havde fået pillet bleen af, eeuw – men så var der ro frem til halv ti.

Han kan følge mig i huset, hvis jeg går rigtig langsomt, og jeg kan også have ham på gulvet, mens jeg selv sidder på en stol. Ind imellem tror han dog, at han er blevet væk, men så stikker jeg en fod ned til ham, og så er alt godt igen.

I går var han med i Harald Nyborg og i Netto. Han sad i et tørklæde, jeg havde bundet om livet, hvor han lige havde hovedet oppe over kanten. Jeg tror faktisk ikke, der var nogen, der lagde mærke til ham. Alt hvad de så, var en kvinde med en besynderlig sans for mode, som gik og sagde “piv-piv” til sig selv ind imellem.

Da vi kom hjem, fik jeg slået græs, stadig med Keld i tørklædet. Det gik også fint. Og så havde vi sammenskud-grillaften i anledning af Sankt Hans. Keld gik lidt på omgang, og det gjorde Jens og Julies nye baby, Mira, også. Keld gik i krig med beskæring af klematis, men da jeg ikke ved, om det er godt for gåsemaver, røg han op i tørklædet igen.

Han havde også været ovre på kontoret hos vurderingsfolkene. Lidt sjovt at se voksne mænd begejstres over en gås på skødet.



SÅ er der films:

Gås Posted on 24/06/2010 11:40



Så er der atter en Keld i Marienlyst!

Gås Posted on 23/06/2010 10:09

Med ovennævnte sovende på mit skød smider jeg lige lidt film ind af det nyeste medlem af familien:

Georg og Leo har foreløbig taget godt – det vil sige temmelig ligegyldigt – imod ham, mens Keld ikke virker helt tryg ved dem.

Jeg er mest spændt på, om bleen holder tæt hele natten. Jeg havde egentlig forestillet mig, at han skulle sove i en kasse, men det er vi åbenbart ikke enige om. Han begynder at græde, bare jeg rejser mig op. Og han har flere gange troet, han var blevet væk, fordi han gik om bag min ryg. Så hele aftenen er blevet tilbragt på et tæppe i stuen.



Skal have geometri i aften

Kun for sjov Posted on 21/06/2010 14:06



« PreviousNext »