Blog Image

Gåsepigen

Nu kan du også sende mig en mail!

Send en mail

Skadet spiller

Gås Posted on 08/05/2013 04:27

I kampen “Faster Anna vs. Kontorstol” vandt kontorstolen knebent på point. Faster Anna regner dog med at være klar til omkamp, da kun svømmehuden led overlast med en tømmerlus og en mindre skramme.

Faster Anna gik i boksen for at gennemtænke sin strategi. Boksen fik for første gang låg på, men det forstyrrede absolut ikke gåsen.

https://youtube.com/watch?v=aWdGByXmTLI%3Flist%3DPLLDblQzbm7XZERhXDrh6smlik2uiI__Nh



Fødselsdagsfest

Gås Posted on 04/05/2013 07:14

Der har været AAALT for godt vejr til at sidde inde og lege med billeder og blog. I stedet har vi nydt solen og knoklet i haven. Faster Anna har efterhånden så tykt et dunlag, at hun kan rende rundt i timevis uden at blive kold, og hun har gjort, hvad hun kunne, for at hjælpe mig med at renovere to af plænerne. De er blevet moskrattet, ryddet for bellis, udjævnet med jord-sand-kompost-blanding, eftersået, gødet, kalket og har fået jernvitriol. Nu har de bare af at blive fine!

Vi har også ryddet og nedlagt forsythiabedet. Forsythiaen er blevet udstationeret til Flensborg sammen med nogle erantis; resten af planterne har fået nye pladser i haven. Nu er der snart klar til at installere ny græsplæne.

Mandag var vi til 73-års-fødseldagsmiddag hos John. Menuen var en af mine favoritter, boller i karry, og til faster Anna var der opstillet buffet:

Hun følte sig straks hjemme og vadede rundt i hele stuen, som om hun havde boet der altid. Når hun ville have sig en skraber, foregik det under bordet.

John fik mange fine gaver, men én af dem var noget helt særligt.

Margit havde syet et gåseaktivitetsforklæde – lavet i kraftigt, vandafvisende stof, så bæer bare rutsjer af, og med masser af knapper, snore og stropper, som en lille gås kan hygge sig med. Faster Anna blev vældig begejstret:

https://youtube.com/watch?v=QQbbrOwyqME%3Flist%3DPLLDblQzbm7XZERhXDrh6smlik2uiI__Nh

Vi sluttede aftenen med en fødselsdagskage; en lettere modificeret hummingbird cupcake med passionsfrugtflødeostecreme.



Morgenjogging

Gås Posted on 29/04/2013 12:55

Når vi er vågne og friske – det tager et par timer – er det tid for den første morgengræsning. Denne foregår i Trine og Kims have.

https://youtube.com/watch?v=DCgNPI2uYv4%3Flist%3DUUmqxRYpwYFYGloyWRJxaP1A

Gæslinger er noget af det sødeste, når de løber.



Low five

Gås Posted on 29/04/2013 12:50



Ti gange så meget gås

Gås Posted on 29/04/2013 12:49

Faster Anna er nu i gang med sin 19. dag. På kun 17 dage har hun mere end tidoblet sin vægt – fra 140 gram til 1.427 gram i dag. Wow.

Man kan både se og mærke, at der nu er meget mere gås. Hun kan snart ikke ligge foran bogen inde i sengen – eller det kan hun nu sagtens, men så kan jeg bare ikke læse i den. Man er ikke længere i tvivl om, hvorvidt hun er inde i håndklædet. Men jeg kan stadig bære hende i én hånd! Hendes bæ er ikke længere til at overse. Alene splutlyden kan næsten overdøve et af fars hosteanfald. Og det grønbrune areal er blevet meget større. Der bliver brugt en hel del toiletpapir, vådservietter og håndklæder.

En våd gæsling er altså ikke specielt yndig:

I forgårs tog hun sig en glad badetur i den lille balje ude på græsset. Der var dejligt solskinsvejr, og hun kastede sig begejstret i “bølgerne”. Bagefter blev dunene omhyggeligt vredet for vand og lagt i de rette folder. I løbet af kun en halv time var hun fin og fluffy igen.

En af karperne i dammen havde det skidt, så jeg fiskede den op med hånden(!) og gav den en sikkerhedssko i hovedet. Senere fandt Georg den, og det lykkedes ham at spise næsten halvdelen af den.



Dag 16 – Store Hvededag

Gås Posted on 27/04/2013 11:14

Det blev nu ikke til hveder her i husholdningen. Til gengæld blev der bagt kage, lavet bearnaiseessens, skiftet sengetøj, renset gåsekasse OG jeg tog opvasken – to gange!

De første små ansatser til fjer har vist sig på faster Anna:

Hun begynder at ligne en kampsoldat i camouflageuniform med alle de forskellige farver. Mørke, lyse og gule dun, hvide fjeransatser og hvide dun titter gennem flere og flere steder. Vingerne er næsten nøgne på overkanten, så her kan man se lyserød hud.

Morgenturen gik til Trine og Kims have, hvor der er en plet med det lækreste senegræs:

Både græs og mælkebøtter bliver nærmest inhaleret – og når man lige er kommet på græs, er selv Leos fristende halespids ikke værd at bide i:

Kattene er ikke helt tilfredse med, at faster Anna får så meget opmærksomhed. De følger næsten altid med ud, og specielt Leo prøver at gøre faster Anna kunsten efter. Hvis hun ligger i kassen – så vil Leo også ligge i kassen. Hvis hun ligger på skødet af John – så vil Leo også ligge der. Hvis hun græsser – så vil Leo også græsse. I går kæmpede de om pladsen på Johns trøje, indtil John afgjorde matchen ved at tage trøjen på.

Det meste af tiden er der fredelig sameksistens. Men hvis faster Anna for alvor begynder at hive Leo i pelsen, så får hun en lussing med flad pote.

Her har Leo fundet et rigtig godt sted i græsset:



Linselusen

Gås Posted on 26/04/2013 13:40

I går måtte John igennem en marathonpasning af faster Anna – fra kl 09.00 til 22.30! Jeg skulle jo lave kage, og i aftes sad jeg i fængsel. Nærmere betegnet Fængslet, det gamle Horsens Statsfængsel, som var hjemsted for et foredrag om mad. Det var nu nærmere standup, men Tine havde fået billetter, og det er altid sjovt at komme lidt ud. Især, når man er på barsel med en gås.

Jeg var lige et smut hjemme om eftermiddagen, og det var i det tidsrum, faster Anna valgte at begyndte en serie eksplosive opkastninger. Jeg tror, det varede tre kvarter, før hun holdt op og udmattet faldt i søvn på John. Hvis ikke gulvet trængte til vask før, så gør det i hvert fald nu.

Den lille fastergås har nu rundet det første kilo. Helt nøjagtigt 1.051 gram i går aftes. Hun er blevet meget mere aktiv, og hendes aktionsradius bliver større for hver dag. Hun er også begyndt at gnave. I alting. Ledninger, papir, smykker, snørebånd – alt skal undersøges og gnaskes grundigt igennem.

De ellers så jomfrueligt rene små(!) fødder er begyndt at bære præg af udendørslivet.

Hun sover knap så meget nu, og hun vil rigtig gerne ud på græs, når hun er vågen. Kassen er stort set kun interessant om aftenen, når hun er træt. Margits have er også fyldt med godt græs og delikate mælkebøtter.

Og høns, der støvbader i fred og fordragelighed.



Kagedag

Kager Posted on 26/04/2013 10:11

Torsdag blev for en gangs skyld ikke tilbragt i gåsens tegn. Det var nemlig blevet tid for kagehygge med Tine, som havde en konfirmationskage, der skulle bankes ned.

Jeg fik lov at hjælpe med pyntningen – Tines arm havde sagt nej efter flere dages brændekløvning. Kagen var allerede samlet, da jeg ankom, men der var heldigvis gemt et par smagsprøver på fyldet til mig. Rabarber-/jordbærmousse er altid godt, men hyldeblomstmoussen var en overraskelse.

Jeg har aldrig fattet hypen omkring hyldeblomster. Drikken smager mig vammelsød og lettere intetsigende; det eneste hyldeblomst, jeg hidtil har kunnet lide, var pakket ind i beignetdej, friturestegt og drysset med flormelis.

Men hyldeblomstmoussen var virkelig lækker. Den vil jeg absolut prøve at eftergøre selv – hvis moderen altså vil af med en flaske hjemmebrygget hyldeblomstdrik til formålet? Hint, hint?

Kagen blev let smurt op med smørcreme og overtrukket med et tyndt lag MMF. Derefter fik den et sukkerbillede på toppen og blev dekoreret med blomstrende grene. Den blev rigtig fin; jeg kan i denne sammenhæng rigtig godt lide brunt og lyserødt sammen. Meget let og forårsagtigt.



« PreviousNext »