Faster Anna indtog i går uden forbehold sin fine Weber grillristrensebalje. Kanterne er så lave, at hun selv kan gå ud og ind. Det viste hun mig i morges, hvor hun hoppede i med begge fødder på en gang. Med de store fødder må det være gåsens modstykke til en maveplasker.
Her er første bad:
I går aftes gjorde faster Anna for første gang selv opmærksom på, at hun gerne ville udenfor. Hun kaldte, som om hun manglede selskab, og først da vi fattede hentydningen og begyndte at tage tøj på, blev hun glad igen. Hun løb begejstret pippende hen mod døren og heppede på os.
Faster Anna elsker at være på græs. Når hun bliver træt og/eller kold, giver hun kun modvilligt op – der er altid lige et enkelt græsstrå mere, der skal fortæres. Det bedste er, når John sidder klar på en stol med et lunt håndklæde, så hun lige kan få sig en skraber og få varmen igen.
Kattene kan også godt lide lidt selskab i haven. I går hoppede Leo med op på håndklædet og deltog i hyggen – indtil faster Anna begyndte at gnaske i hans pels. Georg nøjes med en plads bag stolen:
Faster Anna har for længst fundet bassinet, og med den nuværende vandstand kan hun let drikke af det:
Hun har taget en enkelt svømmetur tværs over bassinet, men hun er stadig alt for lille til at komme op selv.
Det skulle da lige være en fløjtende, sovende gæsling:
Den lyd plejer hun heldigvis ikke at lave.
Når man kun er 12 dage gammel, er man stadig en baby, og babyer har brug for deres skønhedssøvn. Faster Anna elsker at ligge og putte på et håndklæde på skødet af enten John eller mig, og det bliver til mange små catnaps i løbet af en dag.
Når det er varmt, bliver den ene fod strakt ud bag kroppen. Den lillebitte tå på bagsiden af benet sitrer, mens hun sover. Der kommer også jævnligt et gab eller to.
Voksne gæs plejer at lægge næbbet bag vingen. Men når vingen er for lille og hovedet for stort, kan det ikke lade sig gøre.
Lidt kæl bliver der altid sat pris på. Så bliver benet strakt i velbehag, og der kommer små tilfredse lyde.
Det kan også inspirere til en gang kropspleje – specielt foran på brystet, hvor hun har det med at blive våd af savl, mens hun sover.
Det er svært at holde øjnene åbne, når man er søvnig.
Men vips, fra det ene sekund til det andet, så er hun vågen, frisk og klar på nye eventyr. Hvad var det for eksempel for et spændende kamera?
Mor havde en marmeladestand på dette miniaturemarked, og faster Anna fik lov at komme på besøg. Hun var ret ligeglad med marmeladen – nu fik hun så heller ikke lov til at hive i de sjove sløjfer på marmeladelågene – men græsplænen var et hit:
Faster Anna mødte også en venlig og rolig hund, Anton, og efter Anton var kommet sig over forskrækkelsen over Faster Annas høje pip, var han meget interesseret i at snuse til hende.
Da hun først havde konstateret, at han ikke kunne spises, var faster Anna ret ligeglad med ham. Hun ville hellere tilbage på græsset.
Den lange køretur gik fint. Faster Anna lå og sov på et håndklæde på mit skød det meste af turen. Hun startede med at være lidt urolig over forbipasserende lygtepæle o.l., men efter et par minutter var hun ligeglad med dem. Hun ville dog helst sidde hos mig. Vi holdt pause på Senhøj rasteplads, hvor faster Anna kom over i sin kasse på passagersædet. Her var der græs, mad og vand, og da vi kørte videre, ville hun gerne derover et par gange efter vand. Hun kan stadig håndteres med én hånd, så det gik uden problemer.
Jeg har ikke mange billeder fra Vestbjerg, for uden John måtte jeg gå med faster Anna i den ene hånd det meste af tiden. Fredag aften sad far dog med hende, mens jeg var på toilettet, og hun hyggede sig med at blive nusset af ham. Mor fik også lov fredag, men lørdag skreg hun som en banshee, hvis jeg gik fra hende. Det lykkedes dog søndag for hende at falde til ro hos mor, så jeg kunne få pakket bil. Det hjalp gevaldigt, da mor lagde sin hånd løst om hendes hoved; det var åbenbart meget trygt.
Hjemturen gik også uden problemer. Vi holdt pause på Glenshøj rasteplads, hvor der var det bedste græs. Faster Anna havde slet ikke lyst til at forlade det, selv om vi tog noget af det med i bilen. De sidste 10 minutter af turen, efter vi kom af motorvejen, ville hun gerne sidde og putte under min hage. Keld kunne heller ikke lide sving og skiftende hastigheder.
John stod selvfølgelig og ventede, da vi kom hjem. Og det havde han gjort i en time … nogen savnede helt åbenlyst sin gås! Han var meget duperet over, at hun selv kunne gå ind fra bilen. Ved aftenvejningen ramte hun 673 gram, så hun havde øget vægten med over 50% på de tre dage.
Det tog faster Anna en times tid at akklimatisere efter hjemkomsten. Men så fes hun også rundt på gulvet – som hun oplevede uassisteret for første gang i fredags:
I går oprandt dagen for faster Annas første bad. Der var blevet varmt i udestuen, og hun var begyndt at gispe. Jeg fyldte en balje med tempereret vand, og så blev hun løftet i:
Det var helt tydeligt sjovt, men også en anelse farligt. Senere fik hun øje på baljen fra sin kasse og gjorde opmærksom på, at hun gerne ville derned igen. De to næste badeture foregik på samme måde som den første – størst succes havde vi, da jeg stak hovedet helt ned til hende og bippede. Det gjorde badet lidt mere trygt.
Vi havde også besøg af Lotte, og faster Anna blev straks glad for hende. Hun turde endda hoppe ned på Lotte fra sin kasse:
Faster Anna er generelt tryg og tillidsfuld over for fremmede, især hvis de hilser højt og begejstret på hende. Her til morgen blev hun kort passet af Heidi, mens jeg skulle flytte bil, og senere sad hun ved Trine. Hun var dog ikke glad for at stå i kassen, mens jeg var ude for at vaske hænder, selv om Trine sad og bippede lige ved siden af. Trine blev først endeligt godkendt, da faster Anna kunne sidde på skødet af hende og putte. Men så gik det også fint.
Der er dog ingen tvivl om, at hun genkender John. Da han dukkede op i dag, og hun så ham, pippede hun begejstret og hoppede straks over på ham og kravlede op under hagen. Et lykkeligt gensyn!
Ja, det tror jeg nok, de kan. Faster Anna kan i hvert fald:
Hvis jeg ikke har opdaget hende, udstøder hun et højt, skarpt “PIP”, så jeg kan få knæene med håndklædet drejet hen under kassen.
Serviceniveauet er i det hele taget højt her i have 35. Der bliver hver morgen gravet friske græstørv, og John forstår at holde håndklædet, så faster Anna kan nå græsset uden at rejse sig:
I dag tog vi igen på udflugt til Margits have, og efter en omgang intensiv græsning og en lur trænger en lille gispende varm gås åbenbart mest til en krammer. Der må næsten være lidt bjergged i hende:
Hun vokser og vokser – i dag er æggetanden helt væk, og hun er begyndt at skifte hud på ben og fødder. Den gule babyhud, som i sidste uge hang i ål omkring benene, skaller nu af og giver plads til nyt, lyserødt skind.
I går morges vejede hun 270 gram. Her til aften var vægten steget til 370 gram. Det er altså imponerende på kun halvandet døgn!
Hendes kasse, som er bunden af en kattetransportkasse, har vist sig at være en rigtig god ide. Hun føler sig tryg i den, det er nemt at have hende på et bord eller en stol, og hun kan svine lige så tosset hun vil i den. Underlaget er halvdelen af et engangs-skifteunderlag til babyer. Vi samler så vidt muligt hendes klatter op med et stykke papir, så de ikke ligger og samler sig, og så holder underlaget snildt et helt døgn.
Hun er dog ved at vokse fra kassen. Heldigvis er der anskaffet en ny og meget større model, som forhåbentlig bliver godkendt af faster Anna. Hun virker foreløbig som en meget tolerant gås, så det kommer sikkert til at gå fint. For eksempel accepterede hun i dag uden videre nogle nyindkøbte grønne håndklæder, og den røde kasket, John havde taget med til hende, blev også invaderet med det samme.
Andton var vældig interesseret i faster Anna og kom op fra søen for at nærstudere hende. Hun tog det ret roligt; lod ikke til at ænse ham overhovedet.
I går var der så godt vejr, at vi var på vej til at have kogt gås i udestuen. Derfor pakkede vi mad- og vandskål og dappede over til Margit. Her kom faster Anna på friland for første gang.
Hun kastede sig straks over den “kæmpestore græstørv” og spiste og spiste og spiste. Hønsene skelede lidt til hende, men de følte ingen trang til nærmere undersøgelser. Ænderne derimod var vældig nysgerrige. Da faster Anna fik øje på dem, blev hun bange og styrtede hen i sikkerhed. Men da Andton lidt senere kom helt tæt på, tog hun ingen notits af ham. Andton kunne vist ikke helt bestemme sig til, om hun skulle jages væk eller ej. Han stod længe med svagt rystende hals og iagttog hende. Men han må have besluttet sig for, at vi tre mennesker nok skulle kunne holde en gæsling i skak.
Faster Anna fik også afprøvet sin nye, større vandskål. For fem dage siden var den for stor for hende, men nu passer den fint. Da jeg vejede hende i morges, havde hun næsten fordoblet sin vægt i løbet af de sidste fire dage: fra 140 til 270 gram!
Faster Anna virker slet ikke til at være bange for andre mennesker – endnu da. På et tidspunkt prøvede hun at kravle op på Margits ben, og hun hyggede sig også godt oppe under Margits hage. Samtidig virker det dog helt klart til, at hun genkender både mig og John. Da John kom i dag, hilste hun begejstret på ham og prøvede at kravle over til ham.
