Har lige fået mail om, at Keld kommer i fjernsynet snart. Han blev jo opdaget i efteråret og filmet til et børneprogram på DR, som så først bliver vist nu.
Programmet hedder Store Nørd og bliver vist på Ramasjang tirsdag den 21. februar kl. 18.50. Misser du det, bliver det genudsendt både lørdag den 25. kl. 14.10 og søndag den 26. kl. 9.00.
Ej, hvor vi glæder os! Nogen, der kan finde ud af at optage det på dvd?
Efter at have læst utallige skrækberetninger om forfrosne svømmefugletæer har jeg givet Keld et varmt bad hver dag. Det er åbenlyst noget, han sætter pris på. I dag drønede han foran mig og hoppede op i karret – men det våde vand befandt sig altså et par centimeter under isen:
“Hvad i hede hule Holgersen foregår der her???”
“Jamen, så gør dog noget!!!”
Alt endte dog lykkeligt. Jeg hakkede isen af med riven og tilsatte en spand varmt vand. Og så blev der ellers badet igennem i et par timer.
Hmmm, kænguruer på posen og “aussie” i navnet… Jaja, de har da i hvert fald fået fat i, at det er udenlandsk lakrids.
Det er ikke hver dag, man får mulighed for at lave en kage til en 100 års fødselsdag. Da temaet for kagen så samtidig var “Gåsepige”, var der jo lissom kun én, der kunne stå for den kage!
Jeg gik lidt kold i planlægningen – alt for mange beslutninger, der blev overvejet alt for længe – men heldigvis rykkede min personlige kagetræner til undsætning lørdag, så alt endte lykkeligt.
Sidste hurdle var at komme op til tiden mandag, så kagen kunne komme frem til destinationen. Så pr. sms bestilte jeg kækt, ved tre-tiden om natten, telefonvækning hos Moderen. Som for en gangs skyld ikke havde telefonen på lydløs og derfor blev vækket. Undskyld.
Kagen nåede frem i for mig usædvanlig god tid – der var et helt minut til deadline. Og selv om de sidste 500 meter af turen foregik over en meget ujævn belægning af brosten, havde kagen ikke lidt overlast. Det tog til gengæld et kvarters tid, før jeg selv holdt op med at ryste af anspændelse, og skuldrene røg først helt ned på plads efter en halv time.
Kagen skulle dekoreres ud fra et ikke helt tidssvarende foto af fødselaren:
Ikke helt nemt at kopiere i fondant, så jeg gik efter stemningen og fortolkede temmelig frit:
Der er flere billeder i galleriet.
Keld er sej! Står der og hvæser af ræven, men så snart, den er ude af syne, lægger han sig til rette og tænker på mad. Jeg troede, at han bare var blevet lidt forskrækket, fordi den var kommet så tæt på. Men her til morgen så jeg, hvor tæt på, ræven havde været:
Der lå masser af små halsfjer strøet ud, den vej ræven var flygtet. Så den havde altså haft fat i Keld. Men måtte gå hjem med en mundfuld fjer – eller en halv mundfuld; resten lå i haven.
Uff. Kan ikke lade være med at tænke på, hvis de fjer havde været eneste spor af Keld.
Jep! Jeg hørte rabalder fra terrassen og en gås, der truttede. Mig ud med en lygte, og lige uden for døren løb en stor, fremmed kat. Som standsede op og vendte sig – og så var det ikke længere en kat. Fem meter fra mig – og otte meter fra Keld. Keld hvæsede, og jeg råbte “HADDABADDA!” og svingede truende med lygten. Så stak den af.
Jeg gik rystende ind og fik sko på, og så ud med det samme til den skrækslagne gås. Som bare ikke var spor skrækslagen – han havde lagt sig roligt igen og sad med åbent næb og søgte efter en godbid. Men han blev altså samlet op og båret i gåsehuset. Og der må han tilbringe nætterne for fremtiden – med mindre, selvfølgelig, at han vil sove inde i sengen!
Og nej, jeg havde ikke taget kameraet med ud. Billedet er tyv-hug-stjålet fra the internets.
Det er da halvvejs fetch. Kun afleveringen mangler.
Her til aften burde jeg have haft kameraet parat. Jeg gav Keld en godbid (fordi han er så sød), men i mørket fik han skævt fat på den, så den smuttede ud af næbbet. OG LANDEDE PÅ HANS HOVED!!!! Keld stod i flere sekunder med godbidden på hovedet, mens han prøvede at se, hvor den var landet. Det så så sjovt ud!
Nej, det er ikke et nyt krav til jobsøgende at levere kage til a-kassen. Jeg syntes bare, jeg var blevet så godt behandlet og havde fået så god en service, at det burde udløse kage.
Det passede så fint med afprøvningen af opskrifter til faster Annas kage. Her er det appelsinbund med mangomousse, og det var godt. Jeg syntes ikke selv, at appelsinbunden var god alene (den havde eftersmag af bagepulver), men sammen med moussen blev det godt.
Moussen var mere en fromage; der var en masse æggehvider i. Men i stedet for at vende hviderne i til sidst, som man normalt gør (og så får man bundfald i fromagen 
), så laver man en italiensk marengs. Det var sjovt – og der var ingen bundfald!
