Blog Image

Gåsepigen

Nu kan du også sende mig en mail!

Send en mail

Ægstra large

Gås Posted on 29/12/2011 00:15



“Hej, det er mor…

Kun for sjov Posted on 29/12/2011 00:12

… jeg har lige et enkelt lille kort spørgsmål vedrørende computeren…”



Julebad!

Gås Posted on 29/12/2011 00:02

Jeg sad i dag og filosoferede over tilværelsen (læs: spillede Castleville på Facebook), da jeg hørte høj og langvarig flapren af vinger fra udenfor. Og sørme, miraklet var sket: Keld var – frivilligt – gået i sit fine gåsebassin og var i gang med en større omgang kropsvask. Mig ind og hente kameraet, tænde med rystende hænder og fotodokumentere denne enestående og sjældne naturoplevelse:

(Den ho-ho-ho-ende julemandslyd er fra Castleville, og bombelyden er væguret, som i forbindelse med julerengøringen fik nyt batteri. Damn, hvor det tikker højt!)

Keld har ikke været i bassinet siden april, hvor han vist blev bange for nogle trådalger. Undtagen en enkelt gang i cirka juni, hvor han faldt i (jeg prøvede at lokke ham i med godbidder, og så strakte han sig for langt) og to ultrakorte ture i september, tror jeg, hvor tricket med godbidderne virkede efter hensigten. Men de tre gange er han pisket skrigende op med baskende vinger, som om han havde fået øje på et gåsefodsspisende monster på bunden af bassinet.

I dag tog han sig en ordentlig badetur på ti minutter, hvorefter han roligt sejlede hen til kanten og gik på land:

Nuj, hvor jeg håber, han vil fortsætte med at bruge bassinet!



Kokosbunde

Opskrifter Posted on 03/11/2011 21:06

Jeg er meget stolt over, hvordan jeg tager notater til mine opskrifter. Minutiøst bliver selv den mindste afvigelse noteret; den vageste ide registreret. På den måde er jeg altid up to date med udviklingen af de bedste kager.

Og det har jeg så lært på den hårde (læs: trælse) måde. Da jeg ledte efter opskrifter på kokosbunde, fandt jeg to vidt forskellige og afprøvede dem begge. Så meget ved jeg. OG jeg ved, at den ene var bedre end den anden. Men skrev jeg det ned? Nooooo…

Så her kommer begge opskrifter. Den ene er med to æg, og jeg hælder mest til, at den var god, men for tung i det til at fungere godt som bund. Den anden er med hele 11 æg, og jeg tror nok, det var den, der var bedst. Hælder til og tror nok ca. 60/40. Eller måske snarere 65/35.

Eller også var den sidste for tør? Altså, jeg kan ikke huske det.

nu skriver jeg alt ned.

Update: Det er den med 11 æg, der er god. Har haft folk til at teste.



Fødselsdag og Barbie

Kager Posted on 30/10/2011 20:04

Nogle vil nok påstå, at jeg er ved at være for gammel til at lege med Barbiedukker. Men det passer altså bare slet ikke! Jeg fik flere dage til at gå med at lege, da jeg lavede denne kage:

Der er flere billeder her.

Kagen er Chocolate Butter Cake med italiensk chokolademarengssmørcreme. Fyldet er pink hindbærmousse i kjolen og lilla blåbærmousse i “podiet”.

I følge fødselarens mor foregik denne ordveksling ved sengetid:

– Moar?

– Ja, skat?

– Barbiekagen er den bedste kage i hele verden!

Til min egen fødselsdag blev der lavet flere, men mindre omfangsrige kager. Svendestykket var Biscuit joconde imprimé med mazarinbund, ahornsirupfromage og pocherede pærer:

Kan ikke udtale det hele, men de smagte godt. Sad oppe det halve af natten for at lave dem. Og jeg havde endda bagt siderne i forvejen.

Der er billeder af de andre kager her. Jeg havde også bagt boller, men dem er der ingen billeder af. Var selv lidt for hypet til at tage billeder – det havde jeg jo folk til – og jeg synes egentlig, jeg havde bagt en ting til? Men det havde jeg måske ikke.



Den bedste hårdag ever!

Nyheder Posted on 30/09/2011 23:09

Eller i hvert fald siden kusine Annes bryllup – og det havde kostet mig 1.375 kr. dengang. I aften sidder det mindst lige så godt – og jeg skal ingen vegne hen. Øv.

Nå jo, jeg skal da lige hen i firmasport og hente fadene fra de 125 (ja, et-hundrede-fem-og-tyve) kager, som jeg afleverede der i dag. Der var de sødeste regnbuecupcakes med hvid marengsfrosting og guldglimmer, som havde taget omkring to timer at få i ovnen. Jeg laver dem nok aldrig igen… Og så var der glade, gule smileyface cake pops, sat op på et hjemmelavet tårn af flamingo pakket ind i sølvpapir. Og chocolate butter cupcakes med blåbærcreme med hvid chocolade, pyntet med miniroser. Og chokoladebrownies med karamelliserede abrikoser. Og jeg glemte at tage billeder. Øv.

Keld er åbenbart i forårsstemning og lagde et æg i forgårs. Han har også bygget rede – i gåsehuset. Men ægget lagde han nu ovre hos John. Yay!



Oops, I did it again…

Opskrifter Posted on 24/07/2011 16:43

Når man er blevet for tyk til sine bukser kan man:

1. Spise lidt mindre og/eller bevæge sig lidt mere

2. Købe nye – større – bukser og bage italienske julesmåkager

Jeg valgte løsning nr. 2.

Jeg er vild med disse biscotti-/cantucciagtige småkager. Måske på grund af den krydrede smag af nelliker. Jeg har ellers aldrig rigtig fået brugt nelliker til andet end at stikke hele i appelsiner eller brød op til jul, men i småkagerne her er smagen genial.

Hver gang jeg bager dem, bliver jeg nærig. Der bliver ret mange af portionen, og jeg plejer lysteligt at dele ud af hjemmebag. Men disse forsvinder ganske af sig selv, normalt i løbet af en lille uges tid. Helt uden hjælp.

Opskriften er fra Moderen, men jeg har ikke kunnet lade være med at regulere den lidt.

Edit 16/12-11: Nu er den reguleret endnu mere – kagerne er blevet mere sprøde; knap så tandlægeunderstøttende.



Jubilæumskage til Lenes mor

Kager Posted on 30/05/2011 11:29

Onsdag skulle Lenes mor fejre 50-års jubilæum fra pædagogseminariet. Hun havde bestilt en kage til otte personer, og jeg havde ret frie hænder til pyntning.

Indholdet måtte gerne være noget med nougat, så jeg lavede chokoladebunde, nougatcreme og blåbærmousse. Kagen blev smurt op med chokolade-IMBC og overtrukket med syrenfarvet MMF. Jeg synes, den lilla farve passede godt, både til pædagogtemaet og blåbærmoussen. Pynten var lilla og sølvfarvet MMF.

Der er flere billeder på kagegalleriet.



« PreviousNext »